Nyheder
Nyheder

En hilsen fra kirkerne i Mellemøsten

Det Mellemøstlige Kirkeråd fortæller, at det betyder meget for kristne i Mellemøsten at vide, at vi tænker på dem og at de ikke er glemt

Det Mellemøstlige Kirkeråd yder bl.a. diakonalt arbejde blandt kristne i Mellemøsten. Her deler rådet hjælpepakker ud til nødstedte i Aleppo. Foto: Det Mellemøstlige Kirkeråd. 


Kirkerne i Mellemøsten forsøger at samle sig og stå sammen i vanskelig tid præget af forfølgelser og pres på religionsfriheden. Mellemkirkeligt Råd samler derfor penge ind til det helt afgørende arbejde, som Det Mellemøstlige Kirkeråd (Middle East Christian Council) står for.

Det Mellemøstlige Kirkeråd er et meget vigtigt redskab til både at samle de kristne i den splittede region og at forsvare kristnes minoritetsrettigheder.  

Bethany Waggoner fra Det Mellemøstlige Kirkeråd uddyber her rådets mission:

”Det Mellemøstlige Kirkeråd repræsenterer de fire store kristne familier – de protestantiske, katolske, ortodokse og koptiske – i Mellemøsten. Vi ønsker at  tale med én samlet profetisk stemme om de store problemer, som kristne står over her i regionen.”

Waggoner erkender, at det er en svær tid for kristne i Mellemøsten, men fastholder missionen:

”På trods af enorme udfordringer og vedvarende vold, forpligter vi i Det Mellemøstlige Kirkeråd os på vores fælles vision om at fastholde kristen tilstedeværelse og være trosvidner i fredelig sameksistens med vores naboer det sted, hvor Kristus og kirken blev født,” udtaler Waggoner.  

Med indsamling og hilsner til Det mellemøstlige kirkeråd sendes et signal fra os i det velbjergede Vesten til trosfæller i Mellemøsten om, at de ikke er glemt, men at vi følger med i deres liv og skæbne i disse vanskelige år.

Det Mellemøstlige Kirkeråd understreger, at det betyder meget for kristne i Mellemøsten at vide, at vi tænker på dem; at de ved, de ikke er glemt.

”Jeres støtte – hvad enten den gives gennem bøn, donationer eller ved at fortælle jeres venner og familie om situationen for os kristne i Mellemøsten og om Det Mellemøstlige Kirkeråds arbejde – giver os et stærkere grundlag for at udleve vores mission, og vi ser støtten som en aktiv solidaritet med kristne her i regionen,” siger Waggoner og afslutter med en hilsen til kirkerne i Danmark:

”Vi er taknemmelige for jeres solidaritet. Guds overdådige nåde og velsignelse være med jer, jeres familier og jeres fællesskab.”

---

Hvis du vil donere penge til Det Mellemøstlige Kirkeråds arbejde (enten privat eller via kirkeindsamling) kan du klikke her.